Skats gamle chef studser over sen reaktion på svindel
Det undrer Skatteministeriets tidligere departementschef, Peter Loft, at man overhørte intern advarsel om fup.


I 2010 og 2013 advarede Skatteministeriets Interne Revision (IR) om, at der kunne svindles med refusion af udbytteskatten. Alligevel reagerede ministeriet for sent, og det undrer Skatteministeriets tidligere departementschef, Peter Loft, som blev hjemsendt fra jobbet i 2012.

Skat har gennemgået sagerne om ulovlig refusion af udbytteskat og fundet svindel for yderligere 3,2 milliarder kroner til nu 12,3 milliarder kroner.

- Da jeg sad der, opdagede vi i departementet (ministeriet), at vi ikke kunne forstå, hvordan udbetalingerne fandt sted. Så bad vi IR undersøge det. De kom frem til, at der ikke var aktuelle problemer, siger Peter Loft.

- Men kontrollen lå ikke i så faste rammer, som man kunne ønske. Derefter begyndte vi at få det strammet op. Hvad det endte med, ved jeg ikke, fordi jeg havde forladt ministeriet inden.

Peter Loft blev i marts 2012 hjemsendt af SF's daværende skatteminister Thor Möger Pedersen efter B.T. og andre medier offentliggjorde en fortrolig sag mod daværende skatteminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes ægtemand Stephen Kinnock.

Peter Loft er uenig med flere kritikere, som mener, at sagen om ulovlig refusion af udbytteskat skyldes stadig færre ansatte efter talrige omlægninger af Skat og Skatteministeriet.

- Det er mere et problem, at der har været så uendelig mange ændringer hele tiden. Det er jo en kerneopgave. Kontrol med udbetaling er nok et af de sidste steder, hvor jeg ville tro, at man skar ned på mandskabsstyrken, siger Peter Loft.

Skatteministeriet har fået beslaglagt godt to milliarder kroner i Storbritannien, som søges hjemført til Danmark efter afdrag til britisk skattevæsen. Vejen frem er at ændre loven, så myndighederne forsinker refusion af udbytteskat, mener han.

- Man kan omlægge procedurerne for kontrollen. Det, vil jeg skyde på, forlængst er sket. Så har jeg set, at man overvejer at ændre lovgivningen, siger Peter Loft.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.