Skat vil afsløre virksomheders hemmelige skatteaftaler
Skat vil kigge hundredvis af hemmelige skatteaftaler efter i sømmene.
548 hemmelige aftaledokumenter mellem selskaber og Luxembourgs skattemyndigheder blev for nylig offentliggjort, og det får nu Skat til at rykke på sig. Arkivfoto.
548 hemmelige aftaledokumenter mellem selskaber og Luxembourgs skattemyndigheder blev for nylig offentliggjort, og det får nu Skat til at rykke på sig. Arkivfoto. Foto: colourbox/free


Danske virksomheders hemmelige skatteaftaler med Luxembourg bliver nu kigget efter i sømmene af Skat, skriver Politiken.

Det sker, efter at Politiken og 30 andre medier for to uger siden offentliggjorde 548 hemmelige aftaledokumenter mellem selskaber og storhertugdømmets skattemyndigheder.

Efter at EU-kommissionen har meldt ud, at den anser de lækkede dokumenter som "markedsinformationer", følger Skat nu trop og oplyser til Politiken, at myndigheden vil gå på opdagelse i de hundredvis af hemmelige aftaler.

- Skat undersøger de offentligt tilgængelige aftaler mellem enkeltstående selskaber og staten Luxembourg nærmere. Hvis der er oplysninger i materialet, som vurderes at kunne have betydning for afregning af skat i Danmark, bliver det behandlet på baggrund af de regler, der gælder for Skats kontrolarbejde - herudover også væsentlighed og risiko, lyder det i en skriftlig udtalelse til Politiken.

Skat ønsker ikke at uddybe. Men inden offentliggørelsen af de hundredvis af skatteaftaler, der er lækket fra revisionsfirmaet PwC, udtrykte Skat interesse i at få indblik i, hvordan disse skatteaftaler er konstrueret.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.