Skat får smæk for utilstrækkelig styring i skandalesag
Folketinget udtaler kritik af Skat og Skatteministeriet til sagen om svindel med refusion af udbytteskat.
Folketinget udtaler kritik af Skat og Skatteministeriet til sagen om svindel med refusion af udbytteskat.
Folketinget udtaler kritik af Skat og Skatteministeriet til sagen om svindel med refusion af udbytteskat. Foto: Colourbox/Free


Folketingets Skatteudvalg langer nu gevaldigt ud efter Skatteministeriet og Skats håndtering af sagen om svindel med refusion af udbytteskat.

I en beretning lyder det, at der "har været helt utilstrækkelig styring af organiseringen og kontrollen af refusion med udbytteskat".

- Skat har reelt ikke forholdt sig til udviklingen i udbetalingen af refusion af udbytteskat, og på trods af flere advarsler har der ikke været draget omsorg for, at refusionen er sket på betryggende vis.

- Endvidere har Skat, som det fremgår af kritikken fra Statsrevisorerne, ikke haft en klar ansvars- og opgavefordeling eller forretningsgange og it-systemer, der kunne understøtte kontrollen, lyder det i beretningen.

Skat anmeldte i august sidste år formodet svindel med refusion af udbytteskat for 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet. Beløbet blev senere øget til 9,1 milliarder kroner.

- Partierne finder det stærkt kritisabelt, at Skatteministeriet ikke har ført det fornødne tilsyn med Skat, som skulle have forhindret sagen i at udvikle sig til det kendte omfang.

Efter sagen begyndte at rulle, blev tre tjenestemænd hjemsendt. Partierne bag beretningen tæller Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF og De Radikale.

De ønsker alle, at de tjenstlige forhør af de tre kommer til at ske i åbenhed.

- Partierne er indforstået med, at åbenheden konkret skal udformes i respekt for, at der foregår en politimæssig efterforskning, som ikke må kompromitteres, hedder det i beretningen.

Desuden kommer et andet flertal bestående af S, DF, LA, AL, SF og R med et andet kritikpunkt i sagen.

Flertallet finder det problematisk, at der fra Skats side ikke er kommet en ordentlig forklaring på, hvad der skete i sommeren 2015, da Skat angiveligt modtog en henvendelse udefra og alligevel i over en måned fortsatte refusionen af udbytteskat.

Alene i denne måned udbetalte man over tre milliarder kroner, lyder det i beretningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.