Skarpe backer sørger for favoritsejr til Frederikshavn
Et par målfarlige backer var arkitekterne bag Frederikshavn White Hawks' sejr på 4-1 over Gentofte Stars.
VM-spilleren Mathias Bau Hansen stod for en enkelt assist, da Frederikshavn White Hawks tæmmede Gentofte Stars i Metal Ligaen.
VM-spilleren Mathias Bau Hansen stod for en enkelt assist, da Frederikshavn White Hawks tæmmede Gentofte Stars i Metal Ligaen. Foto: Jan Korsgaard/free


Med en favoritsejr på 4-1 hjemme over Gentofte Stars holder Frederikshavn White Hawks konkurrenterne til andenpladsen i Metal ligaen i ishockey på afstand.

Nordjyderne var det bedste hold på isen set over 60 minutter søndag, og allerede i første periode blev kampen tæt på afgjort med tre scoringer af hjemmeholdet.

Det var især et par backer med slagstyrke i staven, som banede vejen for sejren.

Med 26 sekunders mellemrum bankede backen Rasmus Søndergaard pucken i nettet to gange, allerede inden uret havde rundet syv minutter.

Da den amerikanske forward Colin Vock i powerplay gjorde det til 3-0 senere i første periode, lignede det en umulig opgave for de sjællandske gæster.

I anden periode lettede frederikshavnerne skøjterne en smule fra gaspedalen, og det stod fortsat 3-0 inden sidste periode.

Her bragte Gentoftes Artem Iossafov lidt spænding tilbage med reduceringen til 1-3, inden en anden Frederikshavn-back, Mads Larsen, lukkede kampen til 4-1 med små fire minutter igen.

Det nordjyske hold har på andenpladsen i ligaen nu syv point ned til de nærmeste forfølgere, Esbjerg Energy og Rødovre Mighty Bulls, som dog begge har to kampe til gode.

Gentofte ligger nummer seks.

I søndagens anden kamp i ligaen tog Herlev Eagles sæsonens blot tredje sejr i 14 forsøg, da Odense Bulldogs blev dukket med 6-5 i den københavnske forstad, på trods af at Odense førte 3-1 kort inde i anden periode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.