Skarbalius er tilbage som cheftræner i Brøndby
Auri Skarbalius udfylder rollen som træner i Brøndby resten af sæsonen efter Thomas Franks opsigelse.
Auri Skarbalius bliver midlertidig Brøndby-træner indtil afslutningen på den igangværende sæson.
Auri Skarbalius bliver midlertidig Brøndby-træner indtil afslutningen på den igangværende sæson. Foto: J¯rgensen Jakob/Polfoto


Det bliver en gammel kending, der skal sidde i trænersædet i superligaklubben Brøndby i resten af denne sæson.

Klubben meddeler i en børsmeddelelse, at tidligere cheftræner Auri Skarbalius overtager posten, der er blevet ledig, efter at Thomas Frank onsdag valgte at sige sit job op.

Han overtager et hold, der aktuelt er nummer fem i Alka Superligaen og som senest tabte 1-3 på udebane til Sønderjyske.

Thomas Frank valgte at opsige sin stilling, dagen efter at det kom frem, at bestyrelsesformand Jan Bech Andersen under et andet navn har fremsat hård kritik af ham og tidligere sportschef Per Rud i et fanforum.

Nu har klubben altså igen henvendt sig til Auri Skarbalius, som også var cheftræner i Brøndby fra efteråret 2011 og indtil sommeren 2013, hvor han med nød og næppe undgik nedrykning.

Efter at det lykkedes en ny ledelse af afværge en truende konkurs, blev Skarbalius afløst af Thomas Frank, der skulle stå i spidsen for en satsning på Brøndbys egne talenter.

Siden har strategien ændret sig til en officiel målsætning om en DM-titel senest i 2018, og Thomas Frank kom i skudlinjen, da Brøndby heller ikke i denne sæson så ud til at kunne matche ligaens bedste hold.

Nu bliver det altså op til Skarbalius at føre klubben tilfredsstillende gennem resten af sæsonen. Det vil sige de 13 resterende superligakampe, ligesom Brøndby fortsat er med i pokalturneringen, hvor holdet er nået frem til semifinalen.

Første opgave bliver superligakampen mod Randers på Brøndby Stadion søndag eftermiddag.

Ud over sit tidligere engagement i Brøndby har Skarbalius også været superligatræner i Viborg og HB Køge. Senest har han haft ansvaret for Brøndbys U19-hold.

Brøndbys ledelse er gået på jagt efter en ny permanent cheftræner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.