Skanderborg-træner: Vi rammer ikke noget som helst
Nicolej Krickau måtte efter nederlaget til KIF Kolding erkende, at hans hold bare var overmatchet.
Skanderborg - her mod Århus Håndbold - kunne ikke hamle op med stjernerne fra KIF Kolding København og tabte torsdag 29-21. Arkivfoto.
Skanderborg - her mod Århus Håndbold - kunne ikke hamle op med stjernerne fra KIF Kolding København og tabte torsdag 29-21. Arkivfoto. Foto: /Free


Der var ikke meget at smile ad hos Skanderborg Håndbold efter holdets nederlag til KIF Kolding København torsdag på hele 21-29.

Ifølge Skanderborg-træner Nicolej Krickau var det store nederlag da også udtryk for, at hans hold ikke var godt nok på dagen.

- Vi får slet ikke sat os igennem i starten, og det betyder, at KIF Kolding hurtigt får hul ned til os, og alle ved, at når det hold først får det, så kan man ikke styre det.

- Det bliver en kamp, hvor vi slet ikke rammer noget som helst. Det er en kamp, vi skal have ud af systemet hurtigst muligt, lyder det fra en skuffet Skanderborg-træner.

Krickau havde trods skuffelsen overskud til at rose kampens modstander.

- De trykker godt på, så vi ikke kommer ordentligt ned og stå. Og så har de en rigtig god boldomgang, hvor vi ikke får ramt nogen tacklinger. Og så er der altså ikke meget at komme efter, siger han.

Skanderborg ligger på en niendeplads i Boxer Herreligaen og kunne med en sejr have bragt sig tættere på den ottendeplads, der udløser en billet til slutspillet.

Men med nederlaget torsdag er den billet nu lidt længere væk, vurderer Krickau.

- Men sådan er det. Vi jagter selvfølgelig ottendepladsen benhårdt, men vi er også bevidste om, at nedrykningsspillet også er inden for rækkevidde. Så vi spiller alle kampene, som gjaldt de liv og død.

Skanderborg-træneren ligger dog ikke søvnløs over tanken om ikke at nå slutspillet.

- Det vil ikke betyde så meget, hvis vi ikke kommer med.

- Vi vil selvfølgelig være skide ærgerlige, for vi jagter da den plads. Men for os er det en proces, hvor vi hele tiden skal blive bedre, end vi var i går. Og det er vi godt på vej til, uanset om vi kommer med eller ej.

- Vi er ikke en klub, der er sat i verden for at skulle i slutspillet hvert år, slutter Krickau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.