Skandaleramt forbund dropper præsident for en stund
Nord- og Centralamerikas fodboldforbund vil ikke med det samme finde en afløser for sin suspenderede præsident
Concacafs nu tidligere præsident Alfredo Hawit sammen med den også suspenderede Fifa-præsident Sepp Blatter.
Concacafs nu tidligere præsident Alfredo Hawit sammen med den også suspenderede Fifa-præsident Sepp Blatter. Foto: Szilard Koszticsak/AP


Concacaf, der er fodboldforbund for Nord- og Centralamerika og Caribien, vil ikke her og nu forsøge at erstatte sin suspenderede præsident, Alfredo Hawit.

Det meddeler forbundet i en pressemeddelelse på sin hjemmeside sent mandag.

Alfredo Hawit, som også er vicepræsident i Fifa, blev suspenderet i 90 dage i fredags.

Det gjorde han i en særlig sag om bestikkelse i forbindelse med salg af marketingrettigheder i forbindelse med fodboldkampe i Latinamerika, herunder VM-kvalifikationskampe.

Også præsidenten for det sydamerikanske fodboldforbund, Conmebol, Juan Angel Napout fra Paraguay, blev suspenderet i fredags.

- Forbundets eksekutivkomité har enstemmigt vedtaget ikke at udpege en ny præsident, men i stedet lede forbundet gennem medlemmer af eksekutivkomitéen, indtil en ny præsident er valgt demokratisk, lyder meldingen fra Concacaf.

Valget finder sted i Mexico City på forbundets kongres den 12. maj.

Beslutningen kommer, efter at Concacaf har måttet konstatere, at forbundets nu seneste tre præsidenter alle er mistænkt i større bestikkelsessager i Fifa.

- Det er nøglen til Concacafs fremtid, at den næste præsident bliver valgt af en enig og fuld kongres, snarere end at han blot bliver udpeget, lyder det i en pressemeddelelse fra Horace Burrel, som er medlem af Concacafs eksekutiv komité.

Alfredo Hawit havde således kun været præsident siden maj, hvor hans forgænger Jeffrey Webb var blandt de mange, som blev tilbageholdt i Schweiz.

Webbs forgænger Jack Warner er også mistænkt i sagen om korruption i Fifa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.