Skandaleramt atletikforbund fordobler antidopingbeløb
Sebastian Coe vil have flere unge til at interessere sig for atletik, der er under pres på flere fronter.
Det Internationale Atletikforbunds præsident, Sebastian Coe, ved godt, at forbundet er skidt kørende i øjeblikket. (arkivfoto)
Det Internationale Atletikforbunds præsident, Sebastian Coe, ved godt, at forbundet er skidt kørende i øjeblikket. (arkivfoto) Foto: Lionel Cironneau/AP


Det Internationale Atletikforbund (IAAF) er klar til at fordoble det årlige beløb, som forbundet bruger til at bekæmpe doping.

Ifølge IAAF's hjemmeside vil det skandaleramte forbund nu bruge otte millioner dollar, cirka 55,5 millioner kroner, i stedet for fire millioner dollar, cirka 27,8 millioner kroner.

Det skal ske, når atletikforbundets såkaldte integritetsenhed er oppe at køre fra midten af i år.

Enheden skal sikre flere dopingtest af udøverne.

- Jeg er præsident for et internationalt forbund, der bliver undersøgt, og jeg repræsenterer en sport, der bliver gransket nøje, siger IAAF-præsident Sebastian Coe til forbundets hjemmeside.

Han overtog i august præsidentembedet fra senegaleseren Lamine Diack, der er blandt de personer, der er anklaget for at have modtaget bestikkelse for at dække over positive dopingprøver.

IAAF har lagt en handleplan frem, som også går ud på at få flere unge til at interessere sig for atletik.

- Min vision er at have en sport, der tiltrækker flere unge mennesker. Gennemsnitsalderen er 55 år for dem, der ser atletik. Det er ikke holdbart, siger Sebastian Coe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.