Skandalen vokser: Rod i Skat var kendt i årevis
Allerede i 2000 blev der første gang påpeget problemer i Skats udbyttekontrol, viser en intern rapport.
Aktionærer i udlandet har tilsyneladende snydt Skat for 6,2 milliarder kroner med falsk dokumentation. Problemet med håndtering af udbytteskat var allerede kendt i 2000.
Aktionærer i udlandet har tilsyneladende snydt Skat for 6,2 milliarder kroner med falsk dokumentation. Problemet med håndtering af udbytteskat var allerede kendt i 2000. Foto: Erik Refner, Scanpix/arkiv


Problemerne i Skats håndtering af udbytteskat har været kendt i væsentligt længere tid, end det hidtil har været fremme.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.dk.

En rapport fra Intern Revision fra 2010, som Finans er i besiddelse af, viser, at en undersøgelse fra 2000 påpegede manglende dokumentation i 63 procent af refusionssagerne i en særlig ordning med værdipapircentralen, VP Securities.

Rapporten blev bestilt i 2009 af Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, fordi det "ikke kan udelukkes, at der refunderes for meget kildeskat via den såkaldte refusionsordning".

Det er netop svindel med refusioner af kildeskat på udbytter fra danske, børsnoterede selskaber, som kriminelle angiveligt har udnyttet til at dræne statskassen for 6,2 milliarder kroner.

- Det gør desværre kun skandalen endnu større, at man har siddet stille i så ufatteligt mange år, siger skatteadvokat Torben Bagge til Finans.

2010-rapporten oplister en række tidligere undersøgelser, der påpegede problemer på området.

Blandt andet en undersøgelse fra 2005, som kritiserede, at det var muligt at få refunderet udbytteskat, selv om der slet ikke var blevet indbetalt udbytteskat.

- Det ses ikke umiddelbart, at der er sket en opfølgning på de (...) undersøgelser, konstaterede Intern Revision i rapporten fra 2010.

Og det er for dårligt, lyder det.

- Det tyder på, at man ikke har taget området alvorligt nok og ikke har gjort det nødvendige. Man kan undre sig stærkt over, at man ikke har fulgt op på sin egen interne revision.

- Det rejser spørgsmålet, om der ikke skal være en større ekstern revision af Skat, for det er ikke betryggende for borgerne, siger professor på Roskilde Universitet Bent Greve, der blandt andet forsker i samfundsøkonomi og politik.

Peter Loft, som var departementschef i Skatteministeriet fra 1993-2012, siger, at han ikke husker meget om sagen.

- Jeg vil meget nødig give karakterer for, hvad jeg, mine medarbejdere eller min efterfølger har gjort, men det tyder på, at det var et område, hvor vi var opmærksomme på, at der var et vist behov for stramninger, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.