Skandalen i Skat: Chefer hjemsendt med fuld løn
Ledelsesmæssige svigt fører til hjemsendelse af fem chefer, oplyser Skat i en pressemeddelelse.
Foto: Scanpix


Skat har hjemsendt fire direktører og en personaleleder på baggrund af skandalesagerne om udvikling af EFI-systemet og svindel med udbytteskat.

- På baggrund af konklusionerne heri hjemsendes direktøren for it og direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder, skriver Skat i en pressemeddelelse.

I sagen om udbytteskat sker hjemsendelserne, efter at Skatteministeriets interne revisionsrapport har konkluderet, at der har været "alvorlige ledelsesmæssige svigt og processuelle fejl og mangler".

Skat kan have tabt 6,2 milliarder kroner på skandalesagen, og derfor er de ansvarlige chefer nu sendt hjem:

- Der er tale om et uforståeligt stort beløb, der uretmæssigt er blevet udbetalt. Det er en yderst alvorlig sag, og derfor har jeg i går hjemsendt en række chefer, siger direktøren i Skat, Jesper Rønnow Simonsen.

Cheferne er ikke blevet fyret, da de skal kunne stå til rådighed for det fremtidige udredningsarbejde i Skat. Derfor kan de gå hjem med fuld løn.

Samtidig er der 33 milliarder kroner ude at svømme i sagen om inddrivelse af gæld fra dårlige betalere, hvor 14 milliarder kroner kan være tabt.

I den sag får it-direktøren i Skat, Jan Topp Rasmussen, der har været ansvarlig for det skandaleramte inddrivelsessystem EFI, kritik:

- Det står i dag klart, at EFI ikke skulle have været idriftsat tilbage i efteråret 2013. Systemet var ikke færdigudviklet og havde alvorlige legalitetsproblemer. Det billede, der blev præsenteret for mig, gav et urealistisk og for optimistisk billede af systemets parathed og funktionalitet.

- Skat står nu med en svær opgave med at bringe statens inddrivelse af gæld tilbage på sporet. På den baggrund har jeg i går hjemsendt direktøren for it i Skat, siger Jesper Rønnow Simonsen.

Skat stoppede for nylig inddrivelsessystemet, EFI, fordi Kammeradvokaten oplyste, at Skat ulovligt opkrævede gæld, der var forældet. Siden har Skat stillet systemet i bero.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.