Når Tina Jacobsen torsdag går på gaden i Assens By sammen med andre af kommunens offentligt ansatte, er det hendes livs første demonstration.
Den 53-årige omsorgshjælper har aldrig været fagligt eller politisk aktiv før. Men nu har flere års kommunale nedskæringer fået hende til at tage del i de protester, der rammer 41 kommuner landet over.
Jeg har simpelt hen fået nok. Vi skal spare og spare, og der er snart ikke mere at tage af.
- Jeg har simpelt hen fået nok. Vi skal spare og spare, og der er snart ikke mere at tage af, siger Tina Jacobsen til Avisen.dk.
Frygter millionbesparelser
Assens Kommune står, ligesom en række af landets andre kommuner, overfor store besparelser på næste års budget. I alt skal kommunen spare 36 millioner kroner.
Tina Jacobsen er selv nyvalgt tillidsrepræsentant på Pilebakken, som er det ene af kommunens to store bosteder for voksne handicappede. Her er der lagt op til nedlæggelser af både pædagog-, medhjælper- og omsorgshjælperstillinger.
- Vi har holdt for i flere år, og det er noget, der virkelig kan mærkes. Da jeg startede herude var vi tre ansatte til syv borgere, nu er vi en ansat til seks borgere. Mange herude er rystede over, at vi nu skal skære igen. Vi frygter jo, at vi kun får tid til det aller mest basale som at give borgerne mad og bad, fortæller Tina Jacobsen, der har arbejdet som omsorgshjælper i 23 år.
Mor på plejehjem
Det er dog ikke kun vilkårene på Pilebakken, der får Tina Jacobsen på gaden. Hun er også bekymret over hele velfærdssamfundets udvikling.
- Jeg har selv en mor, der får hjemmepleje, og kan jo se, at de også skal løbe stærkere og stærkere der. Jeg har for eksempel måttet få min mor indlagt, fordi der ikke blev reageret på væskemangel. Og på skolerne og i børnehaverne bliver der også nedlagt stillinger, siger Tina Jacobsen.
Det er denne frustration, der har fået hende og andre offentligt ansatte til at gå sammen om at arrangere en Assens-aflægger af de landsdækkende velfærdsdemonstrationer.
Her vil de dele flyers og hjerteformede stress-bolde ud i byens gågade.
Det er vigtigt for arrangørerne at pege pilen mod regeringen, understreger Birthe Lauvring fra LO Vestfyn, der også er med til at arrangere dagens happening.
- Vi vil gerne gøre det tydeligt, at det jo er regeringen, der lægger kommunerne i en økonomisk benlås. Det handler ikke bare om dette års budget, men om at folk er indignerede over flere års velfærdsnedskæringer samtidig med, at der er skattelettelser, siger hun til Avisen.dk.