For mange danskere er lørdagen starten på en uges vinterferie. Det betyder også, at mange familier i løbet af weekenden vil pakke bilen og køre på ferie.
I følge vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter Mette Nedergaard er der dog ikke de store udfordringer lørdag morgen. Alligevel vil vejnettet formentlig blive mere udfordret en normalt.
Det siger hun til TV 2.
- Vi forventer flere biler på vejene end på en normal lørdag, og det kan selvfølgelig give nogle udfordringer, at der også er faldet noget sne.
Hun fortæller samtidig, at der er blevet saltet og rydtet alle de steder, der er faldet sne, men advarer om, at man alligevel skal være opmærksom på vejret.
Mette Nedergaard giver i øvrigt et par gode råd til at undgå problemer i vinterferie-trafikken.
- Kør hjemmefra i god tid, hold afstand til dine medtrafikanter. Så skulle starten på en dejlig ferie gerne være i hus, siger hun til TV 2.