Skal der bygges? Politikere tæt på Femern-beslutning
De danske politikere varmer op til en snarlig beslutning om Femern. Tysk godkendelse lader dog vente på sig.
Indtil videre er det mest arkæologerne, der har haft glæde af arbejdet med Femern-forbindelsen. Her ses fodspor fra stenalderfolk i Femerns mudder. Fodsporene er fundet ved de arkæologiske udgravninger til den kommende Femern Bælt-forbindelse.
Indtil videre er det mest arkæologerne, der har haft glæde af arbejdet med Femern-forbindelsen. Her ses fodspor fra stenalderfolk i Femerns mudder. Fodsporene er fundet ved de arkæologiske udgravninger til den kommende Femern Bælt-forbindelse. Foto: Museum Lolland-Falster/free


De danske politikere gør klar til at træffe en beslutning om det storstilede tunnelprojekt Femern-forbindelsen i december.

På et møde i forligskredsen onsdag er det blevet aftalt at bestille en ekstern kvalitetssikring af projektets risici og økonomiske reserver, og det skulle gerne betyde, at det så er muligt for politikerne at tage endelig stilling i december.

- Det er vigtigt at få klarhed over den køreplan, der er for projektet, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Beslutningen i december vil dog ikke være det endegyldige startsignal for projektet.

- Alt tyder på, at vi skal frem til 2017, før vi har et klart svar fra Tyskland, siger Kristian Pihl Lorentzen med henvisning til, at de tyske myndigheder først ventes at være klar med en godkendelse af den planlagte sænketunnel i 2017.

Hverken Kristian Pihl Lorentzen eller Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, anser det for realistisk, at politikerne hugger bremsen i over for projektet.

- Udgangspunktet er, at vi tror på det, og at vi rigtig gerne vil gennemføre det, siger Rasmus Prehn.

- Den eksterne kvalitetssikring gør, at vi kan træffe en beslutning på det bedst tænkelige grundlag, og jeg oplever, at der er en stærk forpligtelse i forligskredsen over for projektet, siger han.

Femern A/S, der er selskabet bag den planlagte forbindelse, har modtaget en række reviderede tilbud, men priserne er indtil videre fortrolige. De vil indgå i et samlet opdateret budget for forbindelse, som ventes offentliggjort i november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.