Skændtes om 100 kroner: Slår butiksejer med skruenøgle
Et banalt skænderi endte med, at en butiksejer måtte sys med seks sting i hovedet. Kunden er nu fængslet.
En 21-årig mand er blevet fængslet for røveriforsøg, efter at han slog en butiksindehaver i hovedet med en skruenøgle. Arkivfoto.
En 21-årig mand er blevet fængslet for røveriforsøg, efter at han slog en butiksindehaver i hovedet med en skruenøgle. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Et skænderi om et kabel til 100 kroner endte mandag eftermiddag med, at en forretningsindehaver på Amager blev slået i hovedet med en skruenøgle.

En 21-årig mand havde købt kablet i forretningen, men mandag dukkede han op i forretningen og forlangte pengene tilbage, fordi kablet var defekt.

Ejeren ville dog ikke give ham pengene igen, da han mente, at kunden selv havde ødelagt kablet.

Det fik ifølge ejeren den 21-årige til at forsøge selv at tage de 100 kroner fra kassen. Ejeren har forklaret, at han blev slået i hovedet med skruenøglen, da han ville forhindre kunden i at tage pengene fra kassen.

Slaget var så voldsomt, at han måtte sys med seks sting.

Tirsdag blev den 21-årige fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, hvor han blev fængslet i 13 dage, sigtet for røveriforsøg.

I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig, men erkendte, at han havde været oppe at skændes med indehaveren om de 100 kroner. Indehaveren ville smide ham ud af forretningen og slog ham to gange hårdt i brystet.

Pludselig kom tre personer ud fra baglokalet, og det gjorde ifølge kundens forklaring ham så skræmt, at han tog en stilladsnøgle op fra baglommen og slog indehaveren i hovedet under flugten fra forretningen.

Han søgte tilflugt i et fitnesscenter, hvor han kort efter blev anholdt af politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.