Skælder Løkke ud: Vi skal satse på mennesker - ikke slide dem ned!
Det er helt forkert at hæve pensionsalderen og fastholde kontanthjælpsloftet, siger LO-formanden efter Lars Løkkes åbningstale i dag.
LO-formand Lizette Risgaard opfordrer Lars Løkke til at droppe skattelettelser og højere pensionsalder. Og så skal kontanthjælpsloftet skrottes. 
LO-formand Lizette Risgaard opfordrer Lars Løkke til at droppe skattelettelser og højere pensionsalder. Og så skal kontanthjælpsloftet skrottes.  Foto: Henning Bagger, Scanpix.


- Regeringens forslag om højere pensionsalder, skattelettelser til de rigeste og fastholdelse af kontanthjælpsloftet er den forkerte vej at gå. Vi skal i stedet satse på mennesker, uddannelse og bedre arbejdsmiljø, så folk kan blive på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra LO-formand Lizette Risgaard, der spidsede ører i forbindelse med statsministerens åbningstale.

Lars Løkke Rasmussen gentog i sin åbningstale, at pensionsalderen skal hæves med et halvt år, at kontanthjælpsloftet skal fastholdes, og at der skal indføres topskattelettelser. Den vej er LO ikke enig i.

- Rigtig mange af LO’s medlemmer kan ikke blive i deres job frem til den nuværende pensionsalder, derfor er en fremrykning og endnu højere pensionsalder helt urimelig, siger Lizette Risgaard.

Drop det kontanthjælpsloft

Hun er også kritisk overfor, at regeringen fastholder kontanthjælpsloftet.

- Det er stærkt tvivlsomt, om der overhovedet er job at få til kontanthjælpsmodtagerne. Derfor er det helt uforståeligt, at regeringen fastholder et kontanthjælpsloft, der kaster børnefamilier ud i yderligere fattigdom. Det er helt forkert, siger Lizette.

Samtidig vil regeringen indføre skatte- og afgiftslettelser for 7,8 milliarder kroner. Det beløb svarer til, at man kunne ansætte fx 27.800 sosu’er i det offentlige. 

- Det er helt tosset at give skattelettelser både i top og bund samtidig med, at vi har massivt brug for investeringer i vores fælles velfærd - bedre uddannelse, børnepasning, skoler, ældrepleje med mere, siger Lizette Risgaard.

Ser frem til trepartsforhandlinger i foråret

Til gengæld kvitterer Lizette Risgaard for statsministerens understregning af, at arbejdsmarkedets parter og regeringen skal i gang med trepartsforhandlinger i foråret 2017 om bedre voksen- og efteruddannelse.

- Jeg glæder mig til vi går i gang med den tredje trepartsaftale, som skal handle om bedre muligheder for, at voksne i beskæftigelse kan få efter- og videreuddannelse. Det er helt afgørende, at vi uddanner os hele livet, så vi både i dag og i morgen kan leve op til kravene på arbejdsmarkedet, siger Lizette Risgaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.