Skadet Usain Bolt trækker sig fra store stævner før VM
Usain Bolt stiller ikke til start ved Diamond League-stævnerne i Paris og Lausanne.
Usain Bolt satser på at vinde VM-guld på både 100 og 200 meter distancen i august.
Usain Bolt satser på at vinde VM-guld på både 100 og 200 meter distancen i august. Foto: Bryan R Smith/AP


Det bliver begrænset med store smagsprøver på styrkeforholdet mellem det jamaicanske sprinterfænomen Usain Bolt og resten af verdenstoppen inden VM i Beijing i august.

Tirsdag har Bolt nemlig trukket sig fra Diamond League-stævnerne i Paris og Lausanne, der finder sted henholdsvis 4. og 9. juli.

Det skyldes en skade, der begrænser Bolts bevægelser og belaster hans knæ og ankel.

Det oplyser atleten på sin hjemmeside.

- Jeg er skuffet over, at jeg ikke er i stand til at konkurrere i Paris og Lausanne. Jeg elsker at løbe de stævner, men i øjeblikket er jeg ikke i stand til at konkurrere på 100 procent. Jeg ser frem til at komme tilbage i fuld træning hurtigst muligt, siger Usain Bolt.

I øjeblikket bliver Bolt behandlet for skaden i München.

Han forsikrer dog, at han bliver klar til VM, som er sæsonens helt store mål.

Usain Bolt har tidligere meldt ud, at han går efter at vinde guld på 100 og 200 meter ved VM. På begge distancer er Bolt indehaver af verdensrekorden.

Her får han formentlig skarp konkurrence fra amerikaneren Justin Gatlin, der aktuelt er i storform. Ved de amerikanske udtagelsesstævner i weekend løb Gatlin 200 meter i tiden 19,57 sekunder, hvilket er den femtehurtigste tid i verden nogensinde.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.