Skadet Stephania: Håber jeg kan danse
Skuespillerinden Stephania Potalivo har pådraget sig en skade, der gør det svært at danse. Hun håber, at hun kan fortsætte i Vild med dans.
Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard imponerede dommerne med deres vals i premiereshowet.
Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard imponerede dommerne med deres vals i premiereshowet. Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


Skuespillerinden Stephania Potalivo og dansepartneren Morten Kjeldgaard imponerede dommerne med deres vals under premieren i Vild med dans.

Det kan dog blive en udfordring for parret, når de skal ud på dansegulvet fredag. Den 28-årige skuespillerinde har nemlig fået konstateret flere fibersprængninger mellem ribbenene, og det gør det svært at øve den nye dans.

- Jeg har siddet og set på Morten for at lære koreografien, og jeg har så meget lyst til at være med. Men kroppen skal have mest muligt ro, og så tager vi en dag ad gangen, siger Stephania Potalivo til Ritzau Fokus.

Den unge skuespillerinde, der er bedst kendt fra tv-serien Sjit Happens, havde allerede problemer før premieren.

- Jeg begyndte at få ondt i den første træningsuge, men tænkte, at det nok var fordi, jeg brugte kroppen på en anden måde, end jeg er vant til. Jeg ignorerede det, men det blev værre og værre og dagen inden premieren måtte vi ændre noget af koreografien, siger hun og tilføjer:

- Da jeg sad i sminken lige inden premieren, nøs jeg, og det gjorde afsindigt ondt. Jeg fik smertestillende og kom på en eller anden måde igennem den første dans, siger hun.

Stephania Potalivo har været under læge-behandling, og hun kæmper lige nu for at blive klar til at danse fredag aften i det populære danseprogram, for hun er slet ikke klar til at stille danseskoene.

- Jeg håber, at jeg kan fortsætte i Vild med dans, siger skuespillerinden, der ikke har lagt skjul på, at hun har fulgt med i programmet i mange år, og glædede sig meget til selv at være med.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.