Skadet Leon Andreasen har smerter i knoglerne
Den evigt uheldige Hannover-spiller Leon Andreasen har smerter og ved ikke, om han kommer til at spille igen.


Hannover 96's danske midtbanespiller, Leon Andreasen, ved ikke, hvornår han kan vende tilbage til fodboldbanen.

32-årige Andreasen blev skadet under klubbens træningslejr i Tyrkiet tilbage i januar.

- Det ser ikke godt ud. Foden er stadigvæk en smule hævet, siger Leon Andreasen til avisen Bild.

Danskeren har store smerter, når han foretager retningsskift på banen.

- Så har jeg smerter i knoglerne.

- Når jeg løber lige ud, så er det okay, siger han.

Leon Andreasen har kontraktudløb i Hannover til juni, og han ved ikke, om han har spillet sin sidste kamp for klubben.

- Jeg ved det ikke. Jeg har ingen anelse om, hvornår og om jeg kan spille igen, siger Andreasen.

Den tidligere AGF-profil har været svært uheldig gennem en stor del af sin karriere.

I 2012 blev Andreasen ramt af en korsbåndsskade, kort efter at han var returneret fra en periode på to år med skader.

For et år siden var han også ude i flere måneder. Dengang døjede han med en lårskade.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.