Skadet Kasper Schmeichel går glip af stormøde
Den danske landsholdsmålmand når ikke at blive klar til Liga Cup-kampen mod Chelsea.
Kasper Schmeichel (th.) kommer ikke med i Leicesters kamp mod Chelsea.
Kasper Schmeichel (th.) kommer ikke med i Leicesters kamp mod Chelsea. Foto: Eric Vidal/Reuters


Kasper Schmeichel er ikke med, når fodboldklubben Leicester tirsdag aften tager imod Chelsea i Liga Cuppen.

Den danske landsholdsmålmand når ikke at blive klar efter den hjernerystelse, der lørdag også holdt ham ude af de engelske mestres 3-0-sejr over Burnley i Premier League.

- Det er bare for en sikkerheds skyld, og på lørdag er der ingen problemer, siger Leicester-manager Claudio Ranieri til klubbens hjemmeside.

Mestrene skal på lørdag møde Manchester United på udebane i Premier League.

Tyske Ron-Robert Zieler vogtede Leicesters mål i kampen mod Burnley, og han får chancen igen mod Chelsea.

- Han (Kasper Schmeichel, red.) har fået det meget bedre, men Zieler spillede en rigtig god kamp, så han får chancen igen tirsdag. Jeg tror, at Schmeichel er klar igen i weekenden, siger Claudio Ranieri.

Ron-Robert Zieler kom til Leicester før denne sæson fra Hannover 96 i hjemlandet.

Foreløbig har tyskeren været henvist til bænken, og også i det lys var det godt at få Ron-Robert Zieler i gang, vurderer Claudio Ranieri.

- Det var vigtigt, også for ham. Han er en god målmand, der har spillet mange kampe i Bundesligaen, siger manageren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.