Skadeschok: Så længe er Boilesen ude
Nicolai Boilesen er ude med en knæskade i mindst 10 uger, efter han blev skadet mod PSG tirsdag.
Boilesen er sat ud af spillet i de næste mindst 10 uger, meddeler hans klub, Ajax Amsterdam, på sin hjemmeside.
Boilesen er sat ud af spillet i de næste mindst 10 uger, meddeler hans klub, Ajax Amsterdam, på sin hjemmeside. Scanpix


Det så alvorligt ud, da den danske landsholdsspiller Nicolai Boilesen tirsdag aften blev tacklet hårdt og måtte udgå i Champions League-kampen mod Paris Saint-Germain.

Efter nærmere undersøgelser viste det sig onsdag at holde stik.

Venstrebacken er sat ud af spillet i de næste mindst 10 uger, meddeler hans klub, Ajax Amsterdam, på sin hjemmeside.

Det er et ledbånd i højre knæ, som er beskadiget.

Allerede efter kampen sagde træner Frank de Boer, at han frygtede, at tacklingen ville koste danskeren en længere pause.

Det var i øvrigt den tidligere Ajax-spiller Gregory van Der Wiel, som kom alt for sent og stemplede Boilesen.

Den 22-årige landsholdsforsvarer har tidligere døjet med alvorlige skader i sin tid i Ajax.

Den hollandske klub tabte tirsdagens opgør i Paris med 1-3 og kæmper om gruppens tredjeplads, der giver en plads i Europa League til foråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.