Skader rammer PSG hårdt inden Chelsea-møde
Fire Paris Saint-Germain-spillere blev mod Caen ramt af skader inden 1/8-finale i Champions League.
Det startede i jubel for PSG, men sluttede i skuffelse.
Det startede i jubel for PSG, men sluttede i skuffelse. Foto: Christophe Ena/AP


Lørdag aften blev utrolig kostbar for den franske storklub Paris Saint-Germain.

Ikke alene smed holdet dyrebare point i toppen ved at sætte 2-0-føringen mod Caen over styr i de sidste minutter. PSG blev også hårdt ramt på skadesfronten i 2-2-kampen.

Undervejs måtte træner Laurent Blanc skifte ukampdygtige Yohan Cabaye og Marquinhos ud, og på pressemødet efter kampen oplyste Blanc, at yderligere to spillere blev skadede, nemlig Lucas Moura og Serge Aurier.

PSG World skriver på Twitter, at Laurent Blanc på pressemødet udtrykte forventning om, at de fire spillere vil være ude i en længere periode.

I første omgang misser de den første 1/8-finale i Champions League på hjemmebane mod Chelsea på tirsdag.

I den franske liga forpassede PSG muligheden for at overtage førstepladsen. Søndag kan Lyon i stedet øge forspringet og distancere PSG med fire point ved at slå Lorient på udebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.