Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic stiller ikke til start i næste uges China Open på grund af en albueskade. Det fortæller han onsdag på China Opens hjemmeside.
Nummer ét på verdensranglisten har været plaget af skaden i længere tid, og han mærkede allerede til den, da han i starten af juli spillede Wimbledon, hvor han kom i finalen.
- Jeg er meget ked af, at jeg ikke kan deltage i dette års China Open, siger han til den kinesiske turnerings hjemmeside:
- Jeg er stadig ved at komme mig over min skade, og jeg er blevet rådet til ikke at deltage i turneringer, før min tilstand er bedre.
Djokovic, som har vundet China Open alle seks gange, han har deltaget, risikerer også at måtte sidde over i Shanghai Masters, som begynder 9. oktober. Han nævner dog ikke selv noget om den turnering i interviewet til hjemmesiden.
Serberen er ikke den eneste stjerne, der kommer til at glimre ved sit fravær ved China Open, da schweiziske Roger Federer er væk fra tennisbanen indtil januar på grund af en knæskade.
De to topspilleres fravær gør briten Andy Murray, som vandt dette års Wimbledon-finale over Djokovic, til favorit i den kinesiske turnering.
/ritzau/