Skade tvinger Jores Okore til EM-afbud
Jores Okore kommer ikke til U21-EM for Danmark. Han bliver erstattet af Patrick Banggaard fra FC Midtjylland.
Jores Okore kommer ikke til at spille EM for Danmark.
Jores Okore kommer ikke til at spille EM for Danmark. Foto: Rui Vieira/AP


Den danske midterforsvarer fra Aston Villa Jores Okore kommer ikke til at spille U21-EM for Danmark i Tjekkiet senere på måneden.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler på Twitter, at Okore må melde afbud. Han bliver i stedet erstattet af Patrick Banggaard fra FC Midtjylland.

Der har gennem længere tid været uvished om Okores deltagelse i slutrunden.

Aston Villa-manager Tim Sherwood har ifølge britiske medier foretrukket, at Okore ikke skulle deltage, da Okore i den seneste tid har døjet med en knæskade.

Lørdag blev Okore dog klar til at spille med i den engelske FA Cup-finale, hvor Aston Villa tabte til Arsenal.

Mandag skulle Okore i gennem en skanning, der skulle afgøre knæets tilstand, hvorefter landstræner Jess Thorup skulle i dialog med Aston Villa. Den resulterede i et afbud.

Danmark åbner slutrunden den 17. juni mod værterne fra Tjekkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.