Skade svækker FCK: Stephan Andersen ude i tre måneder
FCK må undvære landsholdsreserven i lang tid, efter at han pådrog sig et ankelbrud ved lørdagens træning.
Ståle Solbakken må undvære sit soleklare førstevalg i målet i lang tid. (arkivfoto)
Ståle Solbakken må undvære sit soleklare førstevalg i målet i lang tid. (arkivfoto) Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


FC København er blevet alvorligt svækket i klubbens bestræbelser på at vinde det danske fodboldmesterskab for første gang i tre år.

Klubben meddeler, at målmand Stephan Andersen blev ankelskadet ved lørdagens træning.

- Det betyder, at Stephan vil være ude i omkring tre måneder. Først skal han igennem en operation snarest muligt, og herefter venter der en pause til heling og så genoptræningen, siger FC Københavns læge, Morten Boesen, til klubbens hjemmeside.

Hvis skadesprognosen holder, kommer den skadede målmand ikke med i otte af FCK's 16 kampe i Alka Superligaen i foråret, som FCK indleder 28. februar med hjemmekampen mod Esbjerg.

34-årige Stephan Andersen, der har spillet 30 A-landskampe for Danmark, er også uaktuel til pokalkvartfinalen hjemme mod Randers FC, en kamp der bliver spillet den 16. marts.

Stephan Andersen udtrykker optimistiske toner trods skaden.

- Det er selvfølgelig super ærgerligt at få den her skade nu. Heldigvis er det ikke værre, end det er, og jeg ser nu frem til at komme godt igennem operationen og genoptræningen, så jeg kan komme tilbage på banen hurtigst muligt.

- Indtil jeg kan bidrage dér igen, vil jeg gøre mit bedste for at støtte drengene, siger målmanden.

FCK solgte for nylig målmand Jakob Busk til Union Berlin, og dermed har klubbens manager, Ståle Solbakken, i øjeblikket kun Thomas Kaminski og veteranen Kim Christensen tilbage som målmænd i førsteholdstruppen:

- Det er først og fremmest synd for Stephan, som har gjort det flot for os. Nu vil vi så vurdere vores situation på målmandsposten og derefter tage stilling til, om vi skal supplere med en keeper, siger Ståle Solbakken.

FCK topper Alka Superligaen før forårssæsonen med 35 point for 17 kampe.

AaB, der har spillet en kamp mere, er et point efter på andenpladsen.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.