Skånetrafiken betaler 4,5 millioner for id-kontrol i Kastrup
DSB og Skånetrafiken deler den første måned regningen til det vagtværn, der står for id-kontrol i lufthavnen.
DSB deler en del af regningen for den svenske id-kontrol med Skånetrafiken, oplyser de to selskaber.
DSB deler en del af regningen for den svenske id-kontrol med Skånetrafiken, oplyser de to selskaber. Foto: LINDA JOHANSEN/POLFOTO


Det bliver ikke kun DSB, der hænger på regningen for den id-kontrol, som de svenske myndigheder fra 4. januar pålægger togselskaber, der kører over Øresund.

Det svenske trafikselskab Skånetrafiken betaler 4,5 millioner af de 30 millioner kroner, som DSB forventer at tabe om måneden på de svenske myndigheders krav om id-kontrol på tog til Sverige. Det oplyser de to selskaber.

DSB forventer, at id-kontrollen koster omkring 30 millioner kroner om måneden.

Det tal dækker over et forventet tab i indtægter fra passagerer, der vælger et andet transportmiddel end tog, samt en regning til det private vagtværn Securitas, der skal stå for kontrollen af passagererne.

Ifølge DSB bliver prisen for at hyre Securitas den første måned ni millioner kroner. DSB står dog ikke helt alene om at betale regningen til Securitas.

Her betaler Skånetrafiken for halvdelen af udgiften til Securitas, da selskabet også benytter den perron, hvor vagtværnet kontrollerer passagerernes billed-id.

- Vi er enige om at dele den regning 50-50 den første måned, siger Helene Holmqvist fra Skånetrafikens pressetjeneste.

Samme aftale bekræfter DSB overfor Ritzau.

- Udgiften til selve id-kontrollen er noget, som vi deler med Skånetrafiken. Resten af tabet må vi selv tage på os, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov fra DSB til Ritzau.

DSB har udregnet det forventede tab i indtægter fra passagerer ud fra tidligere erfaringer med sporarbejde, der som den kommende situation i Kastrup har krævet, at passagererne skifter tog undervejs på deres rute.

Ifølge Tony Bispeskov vil DSB's tab af passagerindtægter vokse med tiden.

- Nogle kunder vil i starten fortsætte med at tage toget, men så vil de falde fra, hvis de ikke kan se nogen udsigt til, at situationen ændrer sig. Det her vil ikke være ensartet fra dag et til dag 100, og derfor er de 30 millioner kroner et skøn, siger Tony Bispeskov.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.