Når britiske dronning Elizabeths 90-års fødselsdag markeres med to festfyldte dage i juni, får pubgæster i Storbritannien to timer længere end normalt til at skåle tillykke. Det skriver The Mirror.
Dronning Elizabeth II har fødselsdag den 21. april, og den runde dag fejres med stribevis af begivenheder den 10. til 12. juni.
Ifølge avisen har premierminister David Cameron derfor besluttet at forlænge pubbernes åbningstider. Det betyder, at pubber, der på almindelige weekendaftener udskænker sidste øl klokken 23, må holde festen kørende til klokken 1 om natten.
- Jeg vil gerne afsløre, at vi udvider pubbernes åbningstider den 10. og 11. juni for at markere dronningens 90-års fødselsdag. Jeg er sikker på, at medlemmerne af parlamentet vil tage godt imod det, sagde premierminister David Cameron til parlamentets medlemmer ifølge The Mirror.
Det er ikke første gang, at premierminister David Cameron ændrer på bevillingsloven. Det skete blandt andet også i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum i 2012, som markerede hendes 60 år på tronen.
/ritzau/FOKUS