Har du rejst med fly på charterferie eller forretningsrejse mindst et par gange? Så kan du den sikkert udenad: Flypersonalets sikkerhedsinstruktion, hvor stewardesser og stewarder peger på nødudgangene, blæser lidt i redningsvestens mundstykke, og siger "iltmaske" på tre forskellige sprog.
En stewardesse på et fly mod Salt Lake City i USA præsterede imidlertid at peppe den normalt så gennemkoreograferede instruktion op ved at udfolde sit komiske talent - til stor jubel for passagererne.
"Som I ved, er dette en ikke-ryger, ikke-klynke, ikke-klage-flyvning," siger hun blandt andet.
Hun præsenterer også redningsvesten som en "smart bikini", og meddeler, at "diskolysene vil lede jer til nærmeste udgang".
Og skulle man få brug for iltmasken, skal man huske at indkaste 75 cent for første portion ilt, joker den rappe stewardesse fra flyselskabet Southwest Airlines.
Se selv, hvordan passagererne reagerer på det uventede stand-up-show.
Kilde: Youtube.