Sjællandsk skole melder syvårige børn til politiet for vold mod lærer
To elever på syv år er blevet meldt til politiet for vold mod deres lærer. Efter Erstatningsnævnet har ændret praksis, skal omsorgspersoner nemlig politianmelde børn for at få erstatning for vold.
En skole på Sjælland har været nødt til at anmelde to 7-årige børn til politiet. Drengen på billedet har ikke med sagen at gøre.
En skole på Sjælland har været nødt til at anmelde to 7-årige børn til politiet. Drengen på billedet har ikke med sagen at gøre. Scanpix / modelfoto


To børn på syv år fra Borup Skole er meldt til politiet for vold mod deres lærer. Det skriver Dagbladet Køge.

Anmeldelsen sker efter en ny praksis, som fra september pålægger skoler og daginstitutioner at melde selv helt små børn til politiet. Det er Erstatningsnævnet for Voldsofre, som i flere afgørelser om erstatning til ansatte, har krævet som betingelse, at sagen har været politianmeldt.

Det har fået Skolelederforeningen, BUPL og Danmarks Lærerforening til at anbefale deres medlemmer altid at politianmelde voldsepisoder, som har medført fysisk eller psykisk skade.

Demente og børn skal anmeldes til politiet

Avisen.dk har tidligere skrevet om de mulige konsekvenser af Erstatningsnævnets praksisændring. Den betyder, at handicaphjælpere, pædagoger, lærere, hjemmehjælpere og andre omsorgspersoner er tvunget til at melde de mennesker, de passer, til politiet, hvis der sker voldelige episoder.

Det kan blandt andet betyde cirka 40.000 ekstra politianmeldelser alene fra FOA-medlemmer.

Politianmeldelse optrapper konflikten

Både Køge Kommune, som støtter Borup Skole i anmeldelsen, og de tre interesseorganisationer, er kritiske over for Erstatningsnævnets nye praksis.

- Ingen skal risikere at blive udsat for vold, men hensynet til barn og familie ligger også læreren meget på sinde. En politianmeldelse skaber en optrapning af konflikten mellem lærer og hjem, som er voldsom uhensigtsmæssig, siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, til Dagbladet Køge.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi, som har modtaget anmeldelsen af de to 7-årige børn, har man overgivet sagerne til afdelingen for forebyggelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.