Sjællandsk præst erkender seksuelt misbrug af pige
En 46-årig mand nægter at have misbrugt to drenge seksuelt, men indrømmer at have krænket pige.
En 46-årig præst erkender, at han forgreb sig på en 13-årig pige. Ved et retsmøde i Retten i Holbæk nægter manden sig skyldig i at have forgrebet sig på to mindreårige drenge. Arkivfoto.
En 46-årig præst erkender, at han forgreb sig på en 13-årig pige. Ved et retsmøde i Retten i Holbæk nægter manden sig skyldig i at have forgrebet sig på to mindreårige drenge. Arkivfoto. Foto: Www.colourbox.com/Free


En 46-årig præst ved Tømmerup Kirke nær Kalundborg erkender ved Retten i Holbæk tirsdag, at han har misbrugt en mindreårig pige seksuelt.

Han skal både have haft samleje og anden kønslig omgang med pigen. Det skriver TV Øst.

Overgrebene skete ifølge DR Nyheder fra pigen var 12 til 13 år.

Tirsdag morgen skrev både DR Nyheder og TV Øst, at præsten tidligere har erkendt sig skyldig i at have forgrebet sig på en 12-årig dreng.

Men tirsdag formiddag oplyste mandens forsvarer ifølge DR Nyheder, at hans klient nægter sig skyldig i det forhold. Anklagemyndigheden hævder ellers, at den 46-årige blandt andet skal have leget seksuelle lege med drengen.

Det skal angiveligt have stået på flere gange i mere end et år.

Sigtelsen mod manden tæller desuden overgreb på et tredje barn, en 13-årig dreng, som præsten mistænkes for at have haft analt samleje med.

Den 46-årige blev anholdt og varetægtsfængslet i juni.

For tre uger siden valgte retten at ophæve et navneforbud, der beskyttede præsten.

Det skete efter ønske fra anklagemyndigheden, der ville efterlyse andre eventuelle ofre, som havde gået til konfirmationsforberedelse i kirken.

Det førte dog ikke umiddelbart til, at der kom nye henvendelser fra børn eller forældre i lokalområdet.

Manden har ifølge DR Nyheder været aktiv i lokalområdet og blandt andet arrangeret flere sommerlejre for børn.

Det er ikke første gang, at præsten er i kontakt med politiet.

TV Øst skriver, at han tilbage i 2012 var mistænkt i en sag om overgreb i Moldova. I forbindelse med en efterforskning fandt politiet et billede, hvor den danske præst var i selskab med drenge, som optrådte på en hjemmeside, der lovede sexrejser for pædofile.

Det endte dog med, at manden hverken blev tiltalt eller dømt.

Han er varetægtsfængslet frem til 18. oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.