Hvornår kommer fogeden? Det barske spørgsmål må flere sjællændere end jyder stille sig selv. Forholdsvis flere mennesker på Sjælland end i Jylland kan ikke betale deres regninger, fordi de skylder til højre og venstre, skriver Ugebrevet A4.
I nogle kommuner uden for hovedstadsområdet er eksempelvis flere end hver tolvte registreret som dårlig betaler i RKI-registret. Til sammenligning er det færre end hver tyvende i nogle kommuner i Jylland.
Det viser en unik opgørelse udarbejdet af analysefirmaet Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4.
I Region Midtjylland er hver 24. registreret hos kredit-analysefirmaet Experian som dårlig betaler. I Region Sjælland derimod gælder det ikke færre end hver 15. af de voksne. På landsplan er hver 19. voksen så uheldig at være i RKI som dårlig betaler.
Sjælland - det rådne æble
Den store koncentration af gældsramte på Sjælland uden for hovedstaden må betyde et opgør med forestillingen om, at danskerne målt på deres private økonomi på landkortet tegner en rådden banan. Det vurderer Ann Lehmann Erichsen, som er forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea Bank.
- Når man kigger på danskernes privatøkonomi, er det mere på sin plads at tale om et råddent æble. Og det rådne æble er Sjælland, hvor det bortset fra hovedstadsområdet ser skidt ud for økonomien i forholdsvis mange husstande. Privatøkonomien er ikke nær så stabil øst for som vest for Storebælt, siger Ann Lehmann Erichsen til Ugebrevet A4.
I Danske Bank kan man nikke genkendende til, at sjællænderne i gennemsnit har en mere presset økonomi end jyderne.
- Kunderne på Sjælland har i gennemsnit en højere belåning i deres boliger sammenlignet med kunderne i Jylland, oplyser Signe Thustrup Kreiner, der er kreditchef for privatkunder i Danske Bank.
I opgørelsen er kommunerne blevet rangordnet efter, hvordan det ser ud med:
- Borgere registreret som dårlige betalere
- Borgere der har fået saneret deres gæld
- Borgernes restancer til det offentlige. Det kan for eksempel være ubetalte bøder, restancer til Skat eller manglende betaling for børn i vuggestuer.
Svært at sælge huset
I Vordingborg er forholdsvis mange indbyggere plaget af gæld. Kommunen ligger næstsidst i opgørelsen over kommuner med gældsramte. Den statistik er borgmester Knud Larsen (V) ærgerlig over.
- De her oplysninger er ikke nogle, man som borgmester er glad for. Men vi må jo tage udgangspunkt i virkeligheden, siger Knud Larsen (V) til Ugebrevet A4.
Han peger på forskellige årsager til de forholdsvis mange dårlige betalere i kommunen:
- Nogle kommer i økonomisk uføre, fordi det generelt er svært at sælge huse i Vordingborg, og en del ender med at måtte sælge med tab.
- Vi har også et efterslæb i forhold til uddannelse på den måde, at en del lønmodtagere her i området er ufaglærte eller kun har en kort uddannelse. De har ofte sværere ved at få deres økonomi til at hænge sammen, siger Knud Larsen.
Handler mest om hovedstaden
I Forbrugerrådet Tænk leder Turf Böcker Jakobsen et projekt om gældsforebyggelse blandt unge.
- Jeg er selv jyde, så det ville være dejligt at kunne sige, at jyderne er specielt gode til at passe deres gæld. Men jeg tror, at forklaringen på fordelingen af dårligere betalere mere er et spørgsmål om hovedstaden kontra det øvrige Sjælland, end det har noget at gøre med sjællændere kontra jyder, siger Turf Böcker Jakobsen til Ugebrevet A4 og uddyber:
- De meget høje boligpriser i hovedstadsområdet har fået mange mennesker med lave indkomster til at søge til Midt- og Vestsjælland. De er så at sige blevet skubbet væk fra København.