Sjældent: Barcelona ramte slet ikke målet
Trods et massivt spilovertag havde Barcelona ikke en eneste afslutning inden for målrammen mod Malaga.
FC Barcelona's Neymar og hans kollegaer kunne slet ikke ramme Malagas mål.
FC Barcelona's Neymar og hans kollegaer kunne slet ikke ramme Malagas mål. Foto: Daniel Tejedor/AP


Et var, at Barcelona ikke formåede at score onsdag aften. Men stjerneholdet formåede heller ikke at afslutte inden for målrammen en eneste gang i løbet af de 90 minutter mod Malaga. Trods en boldbesiddelse på 67 procent.

Derfor kunne Barcelona ikke forlange mere end 0-0, der var sæsonens første pointtab.

- Vi manglede præcision på banens sidste meter, siger holdet træner Luis Enrique mere rammende.

Han havde respekt for Malagas evne til at forsvare sig.

- Det var sæsonens sværeste kamp for os hidtil, men vores modstander gjorde også det rigtige.

- Vi spillede ikke op til vores bedste, og vi må bare fortsætte med at forbedre os og korrigere spillet, siger Enrique.

Både Lionel Messi og Neymar har ellers indledt sæsonen i fin målform, men den manglede onsdag. Til gengæld er Barcelona nu oppe på seks kampe i streg - Champions League inkluderet - uden mål i mod sig.

Men for første gang blev det ikke til sejr.

- Uafgjort var retfærdigt. Malaga forsvarede sig godt og gjorde det svært for os. Det var vanskeligt for os at finde tid og rum, siger Barcelona-kreatøren Andrés Iniesta.

Barcelona fører stadig i ligaen med 13 point, det samme pointtal som Sevilla.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.