Sjælden dobbeltsejr vil ændre alt for tændt Contador
En sejr i Tour de France oven i Giro-triumfen vil blive husket længe, mener Alberto Contador.
Alberto Contador er i tvivl om, hvordan kroppen reagerer, når Touren kommer i gang.
Alberto Contador er i tvivl om, hvordan kroppen reagerer, når Touren kommer i gang. Foto: Christophe Ena/AP


Det er blot en måned siden, Alberto Contador kunne lade sig hylde som vinder af Giro d'Italia, men Tinkoff-Saxo-kaptajnen er slet ikke tilfreds endnu.

To dage før Tour de France-starten er spanieren stålsat i jagten på en Tour-triumf, der vil indbringe ham den sjældne "the double" med sejr i både det italienske og det franske etapeløb i samme sæson.

- Man kan vinde flere Tour de France eller Giro d'Italia, uden at det ville få så stor opmærksomhed. Men hvis jeg vinder "the double", vil det ændre alt. Det vil virkelig være noget, folk vil huske mig for, siger Alberto Contador.

At han har formået at skabe opmærksomhed om sit ambitiøse projekt, vidnede torsdagens pressemøde på Tinkoff-Saxo-holdets hotel i Utrecht om.

De fremmødte pressefolk stod nærmest oven på hinanden i forsøget på at høre den lille spanier sætte ord på sit arbejde med at få fysikken klar til endnu tre ugers hårdt slid.

Han erkender da også, at netop kroppens forfatning er den store ukendte faktor, inden Tour de France bliver skudt i gang lørdag eftermiddag.

- Det er nyt for mig at køre efter sejren i begge løb. Det, jeg er mest nervøs for, er, hvordan min krop reagerer, når vi først kommer i gang, siger Alberto Contador.

Han bliver spået hård modstand fra Vincenzo Nibali (Astana), Chris Froome (Sky) og Nairo Quintana (Movistar).

- Nok er der fire topfavoritter, men det er meget åbent, for der er flere ryttere, der kan køre med om placeringer i toppen, siger Alberto Contador og peger blandt andre på landsmændene Alejandro Valverde (Movistar) og Joaquim Rodriguez (Katusha).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.