Sisto om frisparksperle: Jeg følte mig sikker
Pione Sisto scorede to gange i FCM's sæsonpremiere, men den brandvarme spiller fokuserer ikke på et klubskifte
Frisparket hvor Pione Sisto scorer til 1-0.
Frisparket hvor Pione Sisto scorer til 1-0. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Mestrene fra FC Midtjylland tog søndag eftermiddag hul på den nye sæson af Alka Superligaen. Det blev til en sejr på 2-0 over oprykkerne fra Viborg på to mål af holdets guldfugl Pione Sisto.

Det første mål var et frispark, som den unge spiller sparkede direkte i mål.

- Bolden ligger i en god position, og så diskuterer jeg lidt med Jakob Poulsen om, hvem der skal sparke. Jeg følte mig sikker, og så lod han mig sparke, siger Sisto.

- Generelt synes jeg, at vi spiller en fin kamp i første halvleg. Vi føler, at vi har styr på tingene. I anden halvleg giver vi måske lidt for meget slip og føler os lidt pressede.

Pione Sisto er et varmt navn på transfermarkedet lige nu, men han afviser, at det er noget, han tænker over.

- Jeg tænker ikke over, hvad andre klubber tænker om mine præstationer. Jeg spiller en god kamp og scorer to mål for mit hold, det er alt, jeg fokuserer på.

I spidsen for FC Midtjylland har man fået en ny mand i form af Jess Thorup, der for nylig overtog trænersædet efter Glen Riddersholm. Han har kun haft kort tid med holdet, men glæder sig over at starte med en sejr.

- Jeg havde selvfølgelig ikke lige forestillet mig, at jeg skulle kastes i ilden så hurtigt i mit næste job, men jeg glæder mig over at lægge ud med en sejr her i Alka Superligaen.

Sejren var ekstra sød i forhold til, at man slog lokalrivalerne fra Viborg, og Thorup håber, at sejren over rivalerne glæder fansene.

- Vi ved, at det betyder meget for fansene, og man kunne tydeligt mærke det på stemningen. Jeg håber, at det giver lidt goodwill fra fansene at slå Viborg.

FC Midtjylland og Jess Thorup skal næste gang i aktion på fredag, hvor man skal møde Sønderjyske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.