Sisto forventer jokerrolle: Jeg er forholdsvis frisk
Pione Sisto skal testes og ved endnu ikke, hvor meget han er i stand til at spille mod Napoli i Europa League.
Pione Sisto er formentlig klar til at spille mod Napoli. Spørgsmålet er hvor meget.
Pione Sisto er formentlig klar til at spille mod Napoli. Spørgsmålet er hvor meget. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Pione Sisto er efter alt at dømme klar til at spille for FC Midtjylland i torsdagens svære udekamp mod Napoli i Europa League.

Spørgsmålet er snarere, hvor længe han er i stand til at spille på grund af den overbelastningsskade, der har plaget ham på det seneste.

- Jeg føler mig forholdsvis frisk, men jeg skal testes, og så må vi se, om det er 45 minutter eller måske 30 minutter, jeg skal spille, siger Pione Sisto inden onsdagens træning på mægtige Stadio San Paolo.

Spørgsmål: Så det tegner til, at du skal i spil i en jokerrolle?

- Ja, det er der lagt op til, hvis det bliver 30 eller 45 minutter. Men det kan også blive en plads i startelleveren, siger Sisto.

Han kom også på banen mod Viborg som indskifter midtvejs i anden halvleg i lørdagens liganederlag på 2-4. Forinden var han slet ikke med i truppen, da FCM tabte til Brøndby en uge tidligere.

Op til kampen i Europa League har han taget imod behandling, mens holdkammeraterne har holdt et par tiltrængte fridage.

Sisto var ukampdygtig i store dele af sidste sæson med en skade, og derfor passer han på med at bevæge sig for hurtigt frem i processen.

- Det er en overbelastningsskade, og derfor skal jeg være påpasselig. 25 minutter mod Viborg var nok til at bygge på, vurderede vi, men jeg håber på flere minutter mod Napoli. Men det er ikke kun op til mig at bestemme det, siger Sisto.

Inden torsdagens kamp, der begynder klokken 19, fører Napoli gruppen med ni point foran FCM med seks. Legia Warszawa og Club Brugge har hver et point i bunden efter de første tre spillerunder ud af i alt seks.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.