En dansk familie var før i tiden indbegrebet af mor, far og børn, men i år 2010 er det ganske normalt, at en dansk familie kun tæller en enkelt person.
En ny undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viser nemlig, at antallet af enlige er steget med 57 procent siden 1981.
Og den store stigning ses især hos personer mellem 30 og 60 år, siger seniorforsker Kirsten Gram Hansen fra Statens Byggeforskningsinstitut.
"Vi har fået langt flere enpersoners husstande i Danmark, og 40 procent af alle hustande består nu af én person. Det er især gruppen af 30-60-årige, og derfor er det ikke bare et spørgsmål om, at der kommer flere ældre, men det er simpelthen i den periode af livet, hvor man tidligere normalt har dannet par," siger Kirsten Gram til Newspaq.
Men ideen om at singler lever det søde liv i overhalingsbanen, og at dét at være single er et tilvalg, er en fejl. Det generelle billede ser helt anderledes ud.
"Fra amerikanske serier kunne vi måske få den ide, at det især er de unge og smarte, der bor alene og vælger dette her singleliv. Men i Danmark er der en kraftig overrepræsentation af de socialt dårligt stillede. Det vil sige dem på førtidspension, dem med lave indtægter og lave uddannelser," siger Kirsten Gram Hansen.