Singapore Airlines landede sikkert efter bombetrussel
Endnu et transkontinentalt fly har søndag været ramt af en bombetrussel. Flyet fra USA er landet i Singapore.
Singapore Airlines Boeing B777 på vej fra San Fransisco landede sikkert i Singapore efter en bombetrussel.
Singapore Airlines Boeing B777 på vej fra San Fransisco landede sikkert i Singapore efter en bombetrussel. Foto: /free


Luftfartsselskabet Singapore Airlines siger søndag, at dets fly fra San Fransisco i USA var landet sikkert i Singapores Changi lufthavn efter at have været udsat for en bombetrussel, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en erklæring undlod selskabet at komme ind på nærmere detaljer om, hvordan truslen kom for en dag, eller hvad der blev foretaget for, at flyveturens sikkerhed ikke blev bragt i fare. Singapore Airlines siger, at sagen er overdraget til myndighederne.

- Vi beklager, at vi ikke er i stand til at fremlægge yderligere oplysninger, da det er et spørgsmål om sikkerhed, hedder det i luftfartsselskabets erklæring.

Ifølge Singapore Airlines' ruteplan flyves ruten mellem San Fransisco og Singapore med et Boeing 777-fly, der mellemlander i Hongkong.

Rute SQ001 landede sikkert i Singapore omkring middagstid (klokken 03 dansk tid), men det varede omkring halvanden time, før flyet var tømt for passagerer, oplyser det statsdrevne tv, Channel NewAsia.

Singapores politi oplyser, at det har gennemført et sikkerhedstjek, og der er intet mistænkeligt fundet om bord på flyet eller i passagerernes bagage.

Hændelsen finder sted, efter at et fly fra Turkish Airlines på vej fra New York til Istanbul i Tyrkiet efter en bombetrussel måtte gå ned i Halifax på den østcanadiske halvø Nova Scotia. Heller ikke her blev der fundet nogen bombe, oplyser det canadiske politi, RCMP.

Tidligere på ugen måtte to Air France-fly efter bombetrusler sikkerhedslande i nordamerikanske lufthavne på vej til Paris.

Sikkerhedstjenester internationalt har været i højt beredskab siden militante medlemmer af jihadistgruppen Islamisk stat har påtaget sig skylden for et russisk flystyrt i Egypten med 224 omkomne i forrige måned og angrebene 13. november i Paris med 130 døde.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.