Sindssyg mand forsøgte at dræbe sin kone i Brønshøj
Nævningeting dømmer 48-årig mand for drabsforsøg. Han anbringes på psykiatrisk afdeling.


En 48-årig mand er torsdag blevet dømt for at forsøge at dræbe sin daværende ægtefælle med flere knivstik i deres dengang fælles lejlighed på Terrasserne i Brønshøj.

Sagen blev behandlet ved Retten på Frederiksberg af et nævningeting, hvor den tiltalte ved en enstemmig dom blev fundet skyldig i drabsforsøg.

Retten finder det bevist, at manden 28. december 2014 overfaldt kvinden og stak hende otte gange med en filetkniv. Bladet målte 20,5 centimeter.

Overfaldets grovhed vidner ifølge retten om, at den 48-årige havde til hensigt at dræbe, eller i hvert fald så det som overvejende sandsynligt, at hun kunne dø.

Retten fandt på grundlag af en erklæring fra Retslægerådet, at manden var sindssyg. Derfor kan han ikke straffes med fængsel, men dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling.

Manden har valgt at anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.