Jesper Krogh-Kjeldsen og hans to makkere Jonas Langhoff Sørensen og Andreas Halsteen Lemche fik for et par år siden et ganske simpel idé. Det skriver DR Fyn.
Hvad med at hælde postevand på kartoner og sælge det, som det er?
Det viste sig at være en rigtig god idé. I hvert fald har deres virksomhed haft held med at sælge det enkle produkt til både Føtex og Irma, en række hoteller og et museum.
Postevandet bliver tappet fra Balslev Vandværk på Vestfyn, hvor vandet bliver hældt på papkarton. Herfra er der omtrent lige lang transporttid til alle større danske byer.
Til DR Fyn siger en af idémændene, Jesper Krogh-Kjeldsen:
- Nogle af vores kunder har tidligere købt importeret vand i Tyskland eller Italien, og der erstatter vi jo det produkt. De er med til, som virksomheder, at sende et stærkt signal: Vi har behov for et emballeret vandprodukt. Vi vælger det bedste alternativ, der er. Så jeg synes faktisk, det er nogle foregangsvirksomheder, vi er inde hos nu.