Simon Poulsen: PSV's spil passer godt til mig
Simon Poulsen glæder sig til at tørne ud for den hollandske mester PSV Eindhoven efter sommer.
Andreas Bjelland, Jonas Lössl, William Kvist og Simon Poulsen, da fodboldlandsholdet trænede i Helsingør forud for en venskabskamp mod Montenegro. 
(Lars Poulsen/POLFOTO)
Andreas Bjelland, Jonas Lössl, William Kvist og Simon Poulsen, da fodboldlandsholdet trænede i Helsingør forud for en venskabskamp mod Montenegro. (Lars Poulsen/POLFOTO) Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Den danske landsholdsspiller Simon Poulsen sluttede i denne sæson på tredjepladsen i den hollandske liga med AZ Alkmaar, men til sommer takker den danske forsvarsspiller af i klubben.

Til næste sæson tager han skridtet op, da han her skal tørne ud for de hollandske mestre PSV Eindhoven.

- Det bliver super fedt at komme i gang i PSV. Det er en topklub, og det er en god mulighed for mig med dette klubskifte, siger Simon Poulsen.

Simon Poulsen er i disse dage en del af landsholdssamlingen, som træner i Helsingør frem mod de to landskampe i juni mod Montenegro og Serbien.

Landsholdsspilleren tror på, at skiftet kan gavne hans karriere, og han understreger vigtigheden af, at han skal spille et system, som han kender i forvejen.

- Jeg er glad for at skulle forsætte i den hollandske liga, som jeg kender godt. Det passer godt til min stil, at de er glade for at bruge offensive backs, siger han.

I 2008 skiftede Simon Poulsen fra FC Midtjylland til AZ Alkmaar. Efter et par år i Alkmaar skiftede han til italienske Sampdoria, hvilket aldrig blev den store succes. Derfor blev det kun til halvandet år i Italien, inden han vendte retur til AZ Alkmaar.

- Det har været en god tid i AZ Alkmaar, og jeg har været glad for at være der. Jeg ser tilbage på nogle fantastiske år i klubben, og der er ingen bad feelings efter skiftet, siger Simon Poulsen.

Simon Poulsen har spillet 29 kampe for det danske A-landshold og var senest med til de to venskabskampe i foråret mod USA og Frankrig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.