Simon Kjær rejser til Armenien med mulig skade
Midterforsvareren har smerter i knæet efter Albanien-kampen, men han rejser lørdag med til Armenien.


Landsholdsforsvareren Simon Kjær sætter sig lørdag med i flyveren mod Armenien med en mulig skade.

Midtstopperen kom galt af sted i en duel efter pausen i fredagens 0-0-kamp i EM-kvalifikationen mod Albanien i København.

- Jeg håber, at det ikke er et vrid, for så er det værre, end jeg tror lige nu.

- Jeg fik et slag og kunne mærke lidt på indersiden af knæet. Jeg håber, at det bare er et slag, og at det er okay i morgen (lørdag, red.), så jeg ikke vågner op med et knæ, der er hævet op, siger Kjær.

Direkte adspurgt om han rejser med til Armenien svarer han:

- Ja, selvfølgelig gør jeg det.

Fredagens uafgjorte resultat betyder, at landsholdets vej til EM pludselig er blevet en hel del længere.

Danmark kan ikke længere selv afgøre, om man skal ende på en af de to pladser, der giver direkte adgang til næste års EM i Frankrig. Landsholdet må håbe på, at Albanien og Portugal sætter point til.

Tredjepladsen vil dog som minimum sikre danskerne en playoff-duel.

- Vi kan ikke være tilfredse. Vi skulle have haft en sejr, siger Kjær.

- Når vi nu ikke vandt, så er det trods alt positivt, at vi er bedre indbyrdes end Albanien, efter at vi fik 1-1 dernede.

- Albanien har en kamp i baghånden, så vi må bare gøre vores arbejde på mandag mod Armenien og så håbe på, at Portugal slår Albanien. Så må vi se på det der, siger Fenerbahce-spilleren.

Portugal topper EM-kvalifikationsgruppen med 12 point, mens Danmark og Albanien følger efter med 11 point hver. Portugal og Albanien har tre kampe tilbage af kvalifikationen, mens Danmark blot har to.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.