Simon Kjær får rødt kort i Fenerbahce-fiasko
Fenerbahce er ude af Champions League-kvalifikationen efter et samlet 0-3-nederlag til Shakhtar Donetsk.
Simon Kjær fik rødt kort onsdag aften.
Simon Kjær fik rødt kort onsdag aften. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Det lignede i forvejen en fiasko for Simon Kjær og Fenerbahce i Champions League-kvalifikationen mod Shakhtar Donetsk, men i overtiden blev det så også til en personlig fiasko for den danske landsholdsspiller.

Simon Kjær modtog nemlig sit andet gule kort for et unødvendigt frispark. Knap ti minutter forinden havde danskeren modtaget sit første gule kort.

På det tidspunkt var kampen dog længe afgjort, da hjemmeholdet Shakhtar Donetsk førte 3-0.

Efter 0-0 i den første kamp i Istanbul er Fenerbahce og Kjær dermed ude af turneringen med et brag, og klubben må i stedet indstille sig på at spille om at komme i Europa Leagues gruppespil.

Her bliver i hvert fald den ene af to playoffkampe uden Simon Kjær, der afsoner karantæne som følge af det røde kort.

Det er også tvivlsomt, om Fenerbahce-træner Vitor Pereira sidder på bænken. Han blev nemlig bortvist i anden halvleg.

Den tyrkiske storklub har købt dyrt ind med profiler som Nani, Robin van Persie og Simon Kjær inden denne sæson, men det løftede ikke klubbens spil onsdag aften, hvor det retfærdigvis skal siges, at Robin van Persie ikke var med.

I første halvleg så Simon Kjær lidt skidt ud, da Oleksandr Gladky kom fri af danskeren og skød et indlæg i mål.

Danskeren var i anden halvleg tæt på at udligne, men han kunne ikke nå frem til en tværbold tæt under mål. Fenerbahce havde flere gode forsøg, men i stedet blev det et straffespark i den anden ende, som var bag kampens andet mål.

Kampens tredje mål faldt efter et veludført kontraangreb, hvor Simon Kjær var blandt de Fenerbahce-spillere, som var med fremme på et hjørnespark, men ikke nåede tilbage for at forhindre 3-0-scoringen til hjemmeholdet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.