Simon Kjær er klar mod Sverige efter fødsel
Midterforsvareren møder onsdag ind i landsholdslejren inden de afgørende kampe mod Sverige om en EM-billet.
Simon Kjær er klar til at træne med landsholdet, der møder Sverige på lørdag og tirsdag.
Simon Kjær er klar til at træne med landsholdet, der møder Sverige på lørdag og tirsdag. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Simon Kjær møder onsdag ind i fodboldlandsholdets lejr i Helsingør før de kommende playoffkampe mod Sverige.

Det meddeler Fenerbahce-spilleren, der netop er blevet far for anden gang.

- Landet i DK og på vej i taxi til landsholdslejren. Fantastiske dage med min dejlige lille søn. Glad og stolt far, skriver Simon Kjær på sin Twitter-profil.

Midterforsvarerens kæreste var højgravid op til kampene, der gælder en plads ved EM-slutrunden i Frankrig næste år. Og nu har parret altså fået en søn.

Danmark møder på lørdag Sverige i Stockholm i den første playoffkamp.

Returkampen i København bliver spillet på tirsdag.

Simon Kjær forventes at få en nøglerolle i kampene, eftersom han sammen med anfører Daniel Agger skal forsøge at stække superstjernen Zlatan Ibrahimovic.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.