Simon Emil: Ja, vi er kravlet højt op i træet
LA forventer, at Løkke sikrer topskattelettelser inden nytår, siger Simon Emil Ammitzbøll i åbningsdebat.
Foto: Scanpix


Vi får en 2025-aftale inden jul.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

I Folketingets åbningsdebat torsdag efterlod han ingen åbninger for, at Liberal Alliance vil fravige kravet om topskattelettelser. Men tonen var optimistisk.

- Jeg tror ikke, at der kommer noget folketingsvalg ved juletid. Jeg tror, der kommer en 2025-aftale bakket op af de fire borgerlige partier, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, undrer sig over LA-ordførerens optimisme, efter at Dansk Folkeparti har sagt blankt nej til Liberal Alliances krav. Han fik svaret:

- Se ud af vinduet. Der er gråvejr i dag. Det bliver det ved med at være resten af dagen. Men det betyder ikke, at det ser sådan ud i morgen.

- Så er der måske skyfrit, høj sol og udsigt til topskattelettelser, siger Simon Emil Ammitzbøll til latter fra politikerne i folketingssalen.

Han anlagde allerede i indledningen af sit indlæg en selvironisk tone oven på de seneste ugers bitre strid om topskattelettelser.

Her er LA-leder Anders Samuelsen kommet under massivt pres for at opgive sine trusler om at vælte regeringen, hvis ikke der kommer topskattelettelser på fem procentpoint hele vejen op.

- Jeg ved godt, at nogle tror, at hele min tale vil handle om topskat, men det kommer den ikke til, sagde Simon Emil Ammitzbøll, da han gik på talerstolen og tilføjede med et smil:

- Jeg indrømmer gerne, at vi er kravlet højt op. Det er godt at gøre for at kunne se tingene i et større perspektiv.

Først til sidst i talen understregede LA-ordføreren, at partiet står fast på sit krav:

- Vi forventer, at statsministeren indfrir sin ambition om en lettelse af topskatten hele vejen op inden årets udgang. Positionen er uforandret, og humøret er i top, siger Simon Emil Ammitzbøll.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.