Silkeborg-træner: Vi spiller med stolthed
Nedrykkerne fra Silkeborg spillede 1-1 onsdag aften, da midtjyderne var på besøg hos OB i Odense.
Silkeborg-træner Kim Poulsen er tilfreds med at hente et point i Odense.
Silkeborg-træner Kim Poulsen er tilfreds med at hente et point i Odense. Foto: Hansen Mads/POLFOTO


Det er sikkert og vidst, at Silkeborg rykker ligeså hurtigt ud af landets bedste række, som de kom op i den.

14 point er alt, midtjyderne har kunnet skrabe sammen over 30 kampe i Alka Superligaen, og derfor bliver man ifølge cheftræner Kim Poulsen nødt til at finde motivationen andre steder end i sejre og point.

- I sport spørger man altid, hvad der bliver spillet for. Jeg vil hellere kigge på, hvad man spiller med.

- Vi spiller med stolthed og ære. Gutterne vil stadig vise, at de kan være med. Det er noget, man har set i mange af vores kampe. Vi blev ved med at kæmpe mod OB, og det endte vi med at hente et uafgjort resultat med, siger Kim Poulsen.

Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard havde en masse at se til i det midtjyske bur. OB kom frem til mange store muligheder og havde blandt andet fire skud på overligger og stolper.

Men selvom der er nok at lave i Silkeborg-målet, mener Thomas Nørgaard, det kan være svært at holde motivationen intakt, når tankerne falder på nedrykningen.

- Vi viste høj moral mod OB. Men det er svært at holde motivationen oppe, når man ikke har noget at spille for sådan pointmæssigt.

- Vi prøver på at hente så mange succesoplevelser som muligt i de sidste tre kampe, så vi har noget, vi kan tage med os til næste sæson, siger Silkeborg-keeperen.

Silkeborg har endnu ikke vundet på hjemmebane i denne sæson, og det er da også et af målmandens helt store ønsker, inden turen går til 1. division efter sommerferien.

- En hjemmesejr vil lune rigtig meget.

- Personligt kunne jeg også godt tænke mig, at der ikke gik mål ind på mig. Det er i hvert fald mit personlige mål, siger Thomas Nørgaard.

Silkeborg slutter sæsonen af med at møde Randers, AaB og FC Vestsjælland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.