Silkeborg snupper Hobros farligste venstreben
Hobros midtbanespiller Martin Thomsen skifter til Silkeborg på en toårig kontrakt efter denne sæson.
Martin Thomsen (tv) forlader sensationsklubben Hobro til fordel for nedrykkerne Silkeborg.
Martin Thomsen (tv) forlader sensationsklubben Hobro til fordel for nedrykkerne Silkeborg. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Den offensive midtbanespiller Martin Thomsen med det farlige venstreben har været en stor profil for Hobro i klubbens første sæson i Alka Superligaen, men snart er han fortid i klubben.

Thomsen har skrevet under på en toårig kontrakt med Silkeborg gældende fra den kommende sæson, og dermed siger han noget overraskende farvel til superligafodbold for at drage med Silkeborg ned i 1. division.

- Vi vil gerne takke Martin Thomsen for en stor og flot indsats i Hobro IK, og samtidig er vi stolte over, at vi kan sende en af vores dygtige spillere videre til en klub, der har været med i toppen af dansk fodbold i mange år, lyder det fra Jens Hammer Sørensen, sportschef i Hobro, til klubbens hjemmeside.

Spilleren selv indrømmer, at det har været en svær beslutning.

- Det har været en mega svær beslutning. For to og et halvt år siden kom jeg tilbage til Hobro IK, der er min barndomsklub.

- Her var jeg med til at skrive historie med oprykningen til Superligaen og sikre vores overlevelse i det første år i landets bedste fodboldrække, siger han til hjemmesiden.

- Det har gjort mig glad, stolt og taknemmelig, og jeg vil aldrig glemme tiden i Hobro.

Martin Thomsen har indtil videre i denne sæson scoret fem mål og lavet fem assist for Hobro i Superligaen - de fleste af dem med sin stærke venstrefod.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.