Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 23:05
Silkeborg fik mandag aften hevet en 1-0-sejr hjem over Helsingør i 1. division, selv om spillet endnu ikke flyder for superliganedrykkerne.
Martin Thomsen scorede kampens eneste mål et kvarter før slutfløjt.
Midtbanespilleren, der før sæsonen er hentet i Hobro, placerede bolden helt ude ved stolpen fra kanten af straffesparksfeltet, efter at Silkeborg havde brudt igennem i gæsternes venstre side. En tværpasning blev spillet bagud til Thomsen, der gjorde sig selv til matchvinder.
Hjemmeholdet gav undervejs i kampen masser af muligheder til Helsingør, der med lidt held kunne have taget sejren med hjem fra Midtjylland.
Silkeborg rykker med sejren op midt i rækken med 11 point efter syv spillerunder. Helsingør har ni point på ottendepladsen.
1. division toppes af Lyngby med 15 point.
/ritzau/