Silkeborg sælger angrebstalent til Ajax
Angriberen Kasper Dolberg er blevet solgt til Ajax, hvor han tiltræder til sommer.


Danskerkolonien i den hollandske storklub Ajax får tilføjet yderligere et medlem til sommer, når Silkeborgs 17-årige angriber Kasper Dolberg skifter til Amsterdam-klubben.

Silkeborg meddeler mandag, at Dolberg har fået forhandlet de personlige forhold på plads med sin nye klub, og dermed er der intet i vejen for skiftet, der træder i kraft 1. juli.

- Kasper er et ekstraordinært talent i Silkeborg IF og i dansk fodbold, siger Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker, til klubbens hjemmeside.

- Herfra skal lyde et stort tillykke med kontrakten, og jeg kan med stor ro i sindet lade Kasper fortsætte sin gode udvikling i en klub, som har en enorm tradition for at udvikle spillere, og især danske spillere, til den absolutte verdenselite, lyder det.

Kasper Dolberg er fast inventar på de danske ungdomslandshold, hvor han har spillet 15 kampe på U16- og U17-niveau.

Ajax inviterede på talentspejderen John Steen Olsens anbefaling Dolberg på besøg i klubben i september, og det danske angrebstalent gjorde det altså godt nok til at få en treårig kontrakt.

Ajax råder i øjeblikket over seks andre danskere: Lasse Schöne, Nicolai Boilesen, Lucas Andersen, Niki Zimling, Viktor Fischer og Markus Bay er alle på kontrakt i den danskerglade mesterklub.

Dolbergs kontrakt med Silkeborg udløber til sommer, og Ajax kan dermed nøjes med at betale talentkompensation. Silkeborg oplyser, at aftalen påvirker regnskabet positivt med en-to millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.