Silkeborg efter storsejr: Fokus er stadig kortsigtet
Silkeborg har vundet to kampe i foråret, og venstreback Nicolaj Ritter mener, de andre hold vil frygte dem.


Silkeborg leverede lørdag en overbevisende indsats på udebane i Haderslev, hvor det lykkedes det hårdtprøvede bundhold at hente sæsonens blot anden sejr, da det blev til en overbevisende 4-1-sejr over Sønderjyske.

På trods af at det i foråret er blevet til to sejre på svære udebaner i Randers og Haderslev, vil Silkeborg-lejren ikke for alvor tale om overlevelse.

- Vi har glæden lige nu, og vi snakker meget om at jagte de her succesoplevelser, for de skaber masser af optimisme i omklædningsrummet, som vi kan tage med ud på banen, og så begynder holdene måske at frygte os lidt mere, siger Nicolaj Ritter, og fortsætter:

- Men når det er sagt, så er der rigtigt langt op på den anden side af stregen. Vi tænker ikke så meget på det og tager en kamp ad gangen, og så ser vi til sidst, hvor langt det rækker.

Venstrebacken forklarer, at Silkeborgs godkendte start på foråret i Superligaen til dels skyldes holdets nye træner, Kim Poulsen, der kom til klubben i vinterpausen.

- Der er sket noget nyt rent taktisk på holdet, og vi spiller nu med fire mand nede bagved. Vi er blevet lidt mere kyniske i felterne, siger Nicolaj Ritter.

Silkeborg-cheftræner Kim Poulsen er tilfreds med, at det er lykkedes at hente seks point i forårets fire første kampe, men han maner samtidig til besindighed og fokuserer på det kortsigtede.

- Det, der fylder noget hos os i øjeblikket, er, at vi holder fokus på de opgaver, der ligger lige foran. Vi kigger ikke så meget på tabellen, men jagter derimod succesoplevelserne.

- Hvis vi begynder at kigge flere kampe frem, så mister vi fokus og kan ikke levere det maksimale i den enkelte kamp, siger Kim Poulsen.

Silkeborg er placeret sidst i Alka Superligaen med sølle 10 point i 21 kampe. Seks af pointene er hentet i foråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.