For anden gang i Vild med dans-historien hedder den ene del af vinderparret Silas Holst. Sammen med vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl skød den professionelle danser sig helt til tops i den 11. sæson af programmet.
Men det var ikke bare to dansepar, der dystede, da Vild med dans-finalen fredag aften løb over dansegulvet i Forum Horsens.
Finalen var også en kamp mellem Silas Holst og hans ægtemand, skuespilleren Johannes Nymark, der har dannet dansepar med den professionelle danser Claudia Rex.
Men det var Silas Holst og Sara Maria Franch-Mærkedahl, der foran 3000 tilskuere blev udråbt som vindere af den 11. sæson af Vild med dans.
Det er femte gang, Silas Holst har nået en finale i Vild med dans og anden gang, han vinder.
Undervejs er nydansere som den tidligere sundhedsminister Astrid Krag, badmintonspilleren Tine Baun og skuespillerinden Paprika Steen også blevet sat til vægs af vejrpigen og Silas Holst.
Danseparrene skulle i finalen ud over en seervalgt dans og den traditionelle freestyle, hvor parrene har frie hænder i koreografien, for første gang i Vild med dans-historien på gulvet og vise deres evner i hiphop.
Da parrene havde været på gulvet i de tre danse, de hver skulle vise, betød dommernes point, at Silas Holst og Sara Maria Franch-Mærkedahl lå i spidsen.
I deres freestyle-dans, der blev opført til den australske sangerinde Sias kæmpehit "Chandelier", viste vejrpigen, hvis far er cirkusartist, for første gang i programmet sine egne cirkus-evner, da hun lod sig svinge højt over gulvet i et reb.
Bookmakerne havde på forhånd spået, at Silas Holst og Sara Maria Franch-Mærkedahl ville vinde finalen.
Omkring 1,1 million danskere så med, da Astrid Krag røg ud i semifinalen sidste fredag.
Det var i øvrigt tredje gang, at Silas Holst og Claudia Rex dystede mod hinanden om trofæet. Silas har nu vundet to gange, mens Claudia Rex har trukket sig sejrrigt ud af duellen en enkelt gang.
TV2 planlægger endnu en sæson af programmet næste år.
/ritzau/