Tirsdagens blodige angreb i Bruxelles viste endnu engang, at lufthavne er et oplagt terrormål.
Derfor er der også brug for at opgradere sikkerheden for de omkring 1000 civile sikkerhedsmedarbejdere, der arbejder i Københavns Lufthavn.
Sådan lyder det dagen derpå fra Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening, VSL, som blandt andet gerne vil have udleveret skudsikre veste til sikkerhedspersonalet.
- Det, der bekymrer dem mest, er selvfølgelig egen sikkerhed. Deres arbejde er at holde styr på sikkerheden for alle andre, men hvad gør de for at sikre dem selv? Det er en bekymring. Og jeg ved, der har været et ønske fra flere om at få skudsikre veste, siger Ulla Thygesen, faglig sekretær i VSL, til Avisen.dk.
"Politiet har jo skudsikre veste på"
Hun påpeger, at der er stor forskel på sikkerhedsudstyret for de betjente, der patruljerer i lufthavnen, og det civile sikkerhedspersonale, selvom de løser nogle af de samme opgaver.
- Politiet har jo skudsikre veste på, når de går rundt i lufthavnen, og det ved jeg, at der er interesse for hos sikkerhedspersonalet. Det er ikke så meget dem, der står oppe på broen. Det er mere dem, der går rundt og runderer nede i afgangs- og ankomsthallen ligesom politiet, der føler sig udsatte, siger Ulla Thygesen til Avisen.dk.
Ønsket om skudsikre veste er ikke noget, der kommer ud af det blå efter angrebet i Bruxelles. Ifølge Ulla Thygesen er lufthavnens ledelse tidligere blevet orienteret om sikkerhedspersonalets ønsker.
- Jeg ved, at tillidsfolkene i noget tid har haft en dialog med lufthavnen om det her ønske, og det blusser selvfølgelig op igen, når sådan noget sker, som det vi har set i Bruxelles, siger hun.
Når arbejdspladsen er et terrormål
Ifølge sikkerhedsfolkenes fagforening, så er der generelt en høj standard for sikkerhedsniveauet i lufthavnen. Også når det gælder afgangs- og ankomsthallen, hvor man ikke skal igennem scanninger eller andre sikkerhedstjek for at få adgang.
- Der er jo vagter og politi, der runderer derude, og der er også kameraovervågning, hvor det handler om at spotte mistænkelige personer og genstande. Så min fornemmelse er sådan set, at sikkerheden er så god, som den kan blive. Men vi kan jo også se, at der kan ske angreb alligevel, siger Ulla Thygesen med henvisning til tirsdagens blodige begivenheder i Bruxelles.
Det er blot det seneste skræmmende eksempel på, at terrortruslen er blevet en del af hverdagen for de lufthavnsansatte - også i København, lyder det fra Ulla Thygesen.
- De seneste par år er der følelsesmæssigt rykket tættere og tættere på. De ansatte derude taler om, at det ikke er et spørgsmål, om det sker her, men hvornår det sker. Det er klart, at det skaber bekymring for ens eget sikkerhed, når man er på en arbejdsplads, som er et terrormål, siger hun.
Lufthavnen: Konklusion i løbet af sommeren
Hos Københavns Lufthavn bekræfter sikkerhedschef Johnnie Müller, at der er sat et arbejde i gang for at undersøge, om sikkerhedspersonalet i lufthavnen har det rigtige udstyr.
Der kommer en endelig afgørelse til sommer.
- Vi undersøger løbende om medarbejdernes værnemidler følger med tiden og giver medarbejderne den bedste sikkerhed. Derfor har vores samarbejdsudvalg også for noget tid siden sat et arbejde i gang med at undersøge dette, hvor vi afventer en konklusion i løbet af sommeren, siger Johnnie Müller til Avisen.dk.